Læsøforeningen i København er en gammel forening fra 26/11-1920. I tidligere tider mødtes man med andagt og salmesang. Foreningen er siden blevet moderniseret nogle gange. Nu består samværet i, at medlemmerne mødes nogle gange om året til hyggelige sammenkomster med et eller andet emne knyttet til. Alle er velkommen i foreningen, og alle er velkommen til at sætte deres præg på mødeaftenerne.
Kontingent: 100 kr. om året. Nye Læsøvenner skal være meget velkommen.
Ved foreningens 50 års fødselsdag d. 26. november 1970 var Marinus Jacobsen formand. Under festen (med smørrebrød, øl og vand) var der telefontransmission med festdeltagernes landsmænd på Læsø. Der blev nemlig etableret direkte forbindelse mellem Byrum biografsal og Bethesdas festsal, og begge steder var der åbne mikrofoner og højttalere.
Marinus Jacobsen levede og åndede for sin forening i 34 år. Han døde i 1972, og Andreas Christensen fra Vesterø overtog da hans formandspost.
I 1980 gik Marinus’ søn, Arne Juul Jacobsen, i faderens fodspor. Han blev en aktiv formand, som knyttede Læsøforeningen tæt sammen med Læsø Museum og museumsfolkene på øen.
Arne døde i nov. 1994, og lærer, Vibeke Winther Jensen, blev ny formand.
Ved den ordinære generalforsamling d. 8. maj 2000 valgtes så det flerårige bestyrelsesmedlem, Frede Bak, til foreningens nye formand. (Se indlæg fra Frede i arkivet).
I maj 2005 sagde Frede tak og posten blev overtaget af Kirsten Melchjorsen (Se indlæg fra Kirsten i arkivet).
Ved den ordinære generalforsamling d. 13.maj 2008 trak Kirsten sig, da hun flyttede permanent til Læsø. Ny formand blev, Mette Schiønnemann, som sidder på posten ved Læsøforeningens 90 års fødselsdag d. 26. november 2010.
Vores gamle Læsøforening er blevet 90 år. Det blev fejret med en stor fødselsdagsfest på dagen den 26. november 2010. Se billeder fra festen under arkiv
Gå til toppen af siden