Kort om min tid med Læsøforeningen
Af tidligere formand Frede Bak
Jeg har været med i Læsøforeningen siden mine drengeår. De mange dejlige juletræsfester står tydeligt i erindringen, og flere gange optræden er heller ikke glemt, bl.a. ”Flugten til Amerika” sammen med min lillebror.
Senere, da jeg blev gift, var vi med i dilettantforestillinger og sommerudflugter i ind- og udland. Så kom nogle år med 1000 gøremål og ikke Læsø, men foreningen blev svigtet, indtil min mor blev alene og stadig gerne ville træffe gamle venner i foreningen.
Vi fulgtes ad.
En dag kom jeg i bestyrelsen. Det var i slutningen af Arne Juuls formandstid. Han døde alt for tidligt. Foreningen fik sin første kvindelige formand. Da hun stoppede, tog jeg over.
De følgende år var nu og da en kamp. Programmerne var der intet i vejen med. De skulle handle om Læsø, og var det ikke muligt, så noget med hav, øer, natur eller små samfund. Fremmødet var ofte skuffende, men de trofaste havde det meget fint med hinanden. Det kørte imidlertid for stille. Enkelte røster i bestyrelsen talte sommetider om at lukke foreningen. Men nej, jeg skulle ikke være den, der lukkede.
Vi holdt 70 års fødselsdag med mange mennesker, og så gik det bedre.
En dag kom Kirsten Melchjorsen ind i billedet, hun blev formand, og siden er det gået ganske godt for den gamle forening.
"Læsø er sagen"
Af tidligere formand Kirsten Melchjorsen
Da Asger og jeg flyttede permanent til Læsø i forsommeren 2008, havde vi ingen større overvejelser, for Læsø var for os sagen, og det er det fortsat.
Dog følte jeg, det stækkede mine vinger lidt at tage ”afsked” med ”Læsøforeningen” i København. Her var jeg blevet formand tre år forinden og ville gerne have fortsat som sådan nogle år endnu. ”Læsøforeningen” var nemlig blevet en hjertesag for mig.
I 2005 startede den daværende bestyrelse stærkt ud med forberedelserne til foreningens 85 års jubilæum. Vor gode team-work splejsede os sammen som en lille familie, og der blev knyttet særlige bånd. Efter en vellykket fest, hvor vi havde satset på max. 40 deltagere, og der kom 81, hvoraf mange tegnede sig som nye medlemmer – endog samme aften – ja, så blev succes’en en totaloplevelse for os.
”Læsøforeningen” har en ekstrem god medlemsskare. Når man mødes i ”Dammen” i ”Bethesda”, der har dannet ramme om foreningens arrangementer i næsten hele dens levetid, så er vi bare hjemme. Fællesskabet nærmer sig det familiære, man føler sig omgivet af en særlig varme, hjertelighed og interesse, og stemningen er altid god. Hvor der er ”Læsøfolk” tilstede, vil snakken være lystig, og her er ingen undtagelse. Dertil får man en pose verbalt guld med sig hjem i form af oplysende, livsbekræftende, muntre og spændende foredrag.
Rent kulturelt har jeg altid følt, at vor kære forening blomstrer på en særlig måde. Det hele virker så ægte, her hviler man i sig selv med diverse interesser og er ikke med, fordi noget er finkulturelt eller trendy. En tæt parallel til det jeg oplever som hjemvendt læsøbo.
Den ene hjemstavnsforening efter den anden må stoppe, så det er prisværdigt, at en lille Kattegatø med mindre end 2000 beboere har en 90 år gammel hjemstavnsforening med 65 medlemmer i København.
Noget sådant lykkes kun, når der er ildsjæle indblandet. Stor tak til en entusiastisk og aktiv bestyrelse for at holde liv i vores 90 års jubilar og en ligeså stor tak til alle trofaste medlemmer for at møde op.
Lad os stå sammen om fødselaren med stolthed og glæde og sende en varm tanke til alle dem, der var der før os.